Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velkommen til Børneuniverset

Børneuniverset er en integreret institution med 6 vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper. 
Vi er beliggende i det yderste af Frederiksberg, i et stille område med villaer og lejligheder. Vi ligger tæt på Mariendalshallen og tæt på Nørrebro. Vi ligger i gå afstand til landbohøjskolen, Metro, bus og en del legepladser.

Vi er i et hus der er bygget i halvfjerdserne som daginstitution, med de rammer der blev tænkt dengang, samt en senere udbygning i form af en separat pavillon. I det store hus er der en afdeling med 4 børnehavegrupper og en afdeling med 4 vuggestuegrupper samt produktionskøkken. I pavillonen er der 2 vuggestuegrupper. Der er separate legepladser til alle afdelingerne samt en fælles legeplads med en stor hval ved indgangen til Børneuniverset. Der er badeværelse på alle stuer, samt udgang til legepladsen.

Grupperum

Vores grupperum veksler meget i størrelse og brug. Vi har motorikrum i alle afdelinger, som både bliver brugt til leg og fysisk udfoldelse, men også til voksen strukturerede aktiviteter der udvikler børnenes motorik. Vi har også mindre rum, der fordrer fordybelse og samvær i mindre grupper. Her kan nævnes: Legorummet, der bliver brugt af små grupper fra både børnehaven og vuggestuen; Tanketorsken, som bliver brugt til dialogisk læsning i små grupper og som et fordybelsesrum til læsning, historiefortælling eller lydbøger; og Krearummet eller Værkstedet, som bliver brugt til kreative projekter af hele huset.

Uderum

Vores uderum er store og grønne. Vi har bålhytte, sandkasser, gemmesteder i buskene, frugttræer, plantekasser, cykelbane, gynger, legehuse og i børnehaven et udendørsrum til de mere stille beskæftigelser så som tegning og spil. Derudover har vi i børnehaven kaniner, som både børn og forældre på frivillig basis, er en del af at passe. Vi er optaget af, at indrette institutionen, med mange små legezoner, så der kan leges uden for mange forstyrrelser. Det gælder både ude og inde.

Alle børn er knyttet til en fast gruppe. Medarbejdergruppen er med vilje meget divers, da vi ved, at børn profiterer af at have forskellige voksne at spejle sig i og knytte sig til. Vi er optaget af barnets psykiske, fysiske, og sociale udvikling.

Vores hus er indrettet til bevægelse og vi har et stort fokus på pædagogisk idræt. Vi deltager i projektet ”bevæg dig for livet”, som er et projekt hvor børnehaven deltager i forskellige forløb af 4 ugers varighed, hvor de afprøver forskellige foreningstilbud i kommunen. Vi har blandt andet haft basketball, floorball og tennis. Derudover har hele personalegruppen haft et forløb om pædagogisk idræt og vi har nogle ansatte der er uddannet her i.  

Vi har lejet spejlsalen i Mariendalshallen 5 timer om ugen, hvor der bliver tilbudt strukturerede forløb af de ansatte som udvikler børnenes motorik og kendskab til egen krop. Vi har også babyrytmik, yoga, sanglege, motorikbaner og lege hvor vi tager udgangspunkt i den lille gruppe børn. Vi kan se det har en effekt på børnenes udvikling og at børnene spejler de ting som de har prøvet og tager elementer med ud i deres egne lege.

Vi er også en institution, der har været igennem mange forandringer igennem årene. Vi er blevet sammenlagt, opnormeret, nednormeret og deltaget i nationale projekter. Det har skabt en kultur, hvor vi er blevet gode til at være nysgerrige og stille os undrende overfor hvad der skal til, for at have et godt børneliv i Børneuniverset, samt hvilke handlinger der skal til.

Dokumenter

Velkomstfolder 2025 børnehaven.pdf

Shape Created with Sketch.

Welcome to the kindergarten 2025.pdf

Shape Created with Sketch.

Praktisk info vuggestuen.pdf

Shape Created with Sketch.

Velkomstfolder vuggestuen.pdf

Shape Created with Sketch.

Sådan kommer du på AULA.pdf

Shape Created with Sketch.